Pressemeddelelser   03 August 2017

Lancering af John Deere maskiner i Danmark

Både danske og svenske forhandlere var inviteret til en introduktion af den nye John Deere S700 serien mejetærskere ved Fredericia tirsdag 1. august. Et par dage senere fik kunder og journalister en tilsvarende oplevelse.

Ofte må skandinaver drage sydover, når John Deere eksempelvis introducerer en ny serie mejetærskere. - Men i år var det os, der stod for arrangementet for forhandlere, kunder og presse fra Danmark, Sverige og Holland, fortæller produktspecialist Mogens Olsen fra John Deere International. Sammen med tre kollegaer sørgede han i dagene 1.-3. august for en flot lancering og introduktion i den nye John Deere S700 serien mejetærskere og i opgraderingerne af L1500 serien storballepressere. - Det var et rigtigt fint setup, som både gav os og vores kunder en rigtig god oplevelse, fastslår Keld Andersen, Herborg Smede- og Maskinforretning. Den betragtning er Jonas Schandorff Christiansen, salgskonsulent, Semler Agro i Odense, helt enig i - og supplerer: - Arrangementet var rigtig godt, og det var glædeligt, at vi fik lov til at opleve det på dansk jord. I alt deltog 35 repræsentanter fra forhandlere i Danmark, Sverige og Holland.

En kyndig introduktion Lanceringen var lagt ud, hvor John Deere maskinerne skal bruges. Nemlig hos Kring Agro A/S i Fredericia, som har en større planteproduktion. - Når vi lancerer nye mejetærskere og nyheder, er det meget vigtigt, at sælgerne fra forhandlerne får en god introduktion, forklarer Mogens Olsen. De skal nemlig være i stand til at forklare alt det nye til de kommende købere af maskinerne. - Vi fik en god viden med os hjem, mener Jonas Schandorff Christiansen. Han var både til træningen tirsdag 1. august og til den mere åbne dag torsdag 3. august, hvor kunder og fagpresse var inviteret.

Regnvejr gav flere besøgende Det er selvsagt lidt vovet at placere en lancering lige midt i høsten. Især hvis landmænd med interesse i verdens største mejetærsker skal lokkes til. - Man kan sige, at det var heldigt, at det var et værre møgvejr om torsdagen, hvor vi kunne invitere kunder med til Fredericia, påpeger Keld Andersen. En uges tid før dagen havde han prøvet at få kunderne til at sige ja. Men ingen ville binde sig til noget. - Men da vi ringede dagen før, fik vi 15 kunder med, og de var meget imponerede, fortæller han. I alt var der 70 gæster om torsdagen, og af dem var de ni fra fagpressen. Onsdagen blev brugt til introduktion til sælgere, som normalt ikke sælger mejetærskere, men andre John Deere maskiner. - Vi havde tre rigtig gode dage, og jeg er glad for at høre, at det også var en god oplevelse for vores forhandlere, runder Mogens Olsen af.