PRESSEMEDDELELSE November 01, 2024
John Deere introducerer brændstofgarantiprogram for deres finsnitter model 8600
Walldorf, Tyskland, 1. november 2024 – John Deere anerkender de stigende udgifter, som ejere af finsnittere står over for, og vil hjælpe kunderne med at opnå produktivitet, rentabilitet og et sikkert grundlag for at investere i deres virksomhed. Brændstofomkostningerne udgør omkring 50 % af de samlede driftsomkostninger for en finsnitter, og John Deere løfter nu sløret for et nyt tiltag for sæson 2025 (marts-november), der kan lette den økonomiske byrde for ejere af finsnittere. I den kommende sæson tilbyder virksomheden en unik brændstofgaranti på deres flagskib inden for finsnittere, model 8600. Virksomheden garanterer et gennemsnitligt brændstofforbrug i løbet af høstsæsonen på 48 liter i timen. Gennemsnittet omfatter de tidspunkter, hvor maskinen arbejder, kører i tomgang og transporteres. Det innovative brændstofgarantiprogram er skræddersyet til ejere af finsnittere, så de kan administrere deres udgifter mere effektivt.
Brændstofgarantien gælder for alle detailsalg af finsnittere model 8600 fra 1. november 2024 til 31. august 2025. Hvis en maskine overstiger gennemsnitsforbruget på 48 liter i timen, refunderer John Deere kunden for det ekstra brændstofforbrug pr. liter. Hvis maskinens brændstofforbrug derimod er på de målsatte 48 liter i timen eller derunder, krediterer virksomheden kunden med 75.000 kr. Disse brændstofrefusioner og kreditnotaer føjes direkte til kundens konto hos den lokale forhandler, så kunden kan bruge dem på reservedele og service.
Scott Mackenzie, produktmarkedsføringschef for finsnittere hos John Deere, siger: “Denne helt nye brændstofgaranti markerer en vigtig milepæl i finsnitterbranchen. Ved at engagere os så meget er vi sikre på, at John Deere kan dæmpe bekymringerne hos vores kunder og hjælpe dem med at træffe velovervejede beslutninger i forhold til deres fremtidige driftsinvesteringer.”