PRESSEMEDDELELSE   Januar 06, 2025

John Deere løfter sløret for nye selvkørende maskiner og teknologi på CES 2025

9rx-autonomous-tractor

Walldorf, Tyskland, 6. januar 2025 – På en pressekonference på messen Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas, USA, løftede John Deere i dag sløret for flere nye selvkørende maskiner, der skal hjælpe kunder inden for landbrug, bygge og anlæg samt kommerciel landskabspleje. Teknologien er en videreudvikling af John Deeres selvkørende løsninger, der første gang blev vist på CES 2022. Firmaets andengenerations selvkørende udstyr kombinerer avanceret datamatsyn, AI og kameraer, der gør det nemmere for maskinerne at navigere under de forhold, de møder.

Selvom udfordringerne varierer alt efter branche, er aktørerne dog fælles om at efterspørge uddannet arbejdskraft. “Alle vores kunder inden for landbrug, byggeri og kommerciel landskabspleje har opgaver, der skal udføres på bestemte tidspunkter af dagen og året, og alligevel er der ikke uddannet mandskab nok til at udføre arbejdet”, udtalte Jahmy Hindman, teknologichef hos John Deere. “Selvkørende maskiner kan være med til at håndtere denne udfordring. Det er derfor, vi udvider vores teknologiske løsninger, så flere maskiner kan fungere sikkert og være selvkørende i unikke og komplekse miljøer. Det vil ikke bare komme vores kunder til gavn, men også alle os, der hver eneste dag er afhængige af, at de leverer mad, brændstof, fiber, infrastruktur og landskabspleje.”

Den selvkørende funktion udbredes til flere maskiner

  • Selvkørende 9RX-traktor til stordriftslandbrug: Perioder med jordbearbejdning er nogle af de travleste i løbet af året for en landmand. Takket være andengenerations selvkørende udstyr, der med 16 særskilte kameraer monteret på holdere giver et 360° udsyn ud over marken, kan landmanden tilbringe mindre tid på maskinen og i stedet bruge tiden på andre vigtige opgaver. Det avancerede selvkørende udstyr kan også foretage mere nøjagtige dybdeberegninger på større afstande, så traktoren kan trække mere udstyr og køre hurtigere.
  • Selvkørende 5ML-plantagetraktor til luftsprøjtning: At beskytte afgrøder ved hjælp af luftsprøjtning er en udfordrende opgave, der kræver gentagelse. Traktoren er udstyret med det sidste nye selvkørende udstyr med tilføjelse af LiDAR-sensorer til håndtering af det tætte bladtag i frugtplantager.
  • Batteridrevet traktor: Til dem, der går efter en bæredygtig løsning til deres landbrugsarbejde, kommer John Deere nu med en prototype baseret på e-Power, dvs. en traktor, der er forberedt til at være selvkørende og uden udledninger. Den er udviklet specielt med henblik på bedrifter med specialafgrøder samt malkekvæg og husdyrhold. Traktoren har en kontinuerlig effekt på 130 hestekræfter og kan således straks levere de kræfter og det drejningsmoment, der skal til for at klare krævende opgaver.
  • Selvkørende batteridrevet klipper til kommerciel landskabspleje: Kommerciel landskabspleje er en yderst konkurrencepræget branche, hvor det er afgørende at have personale til at kunne klare forskellige behov. Den kommercielle selvkørende plæneklipper benytter den samme kamerateknologi som andre selvkørende John Deere maskiner, men i mindre omfang, da maskinen har en mindre kontaktflade. Med to kameraer foran, ét på venstre og højre side samt ét bagpå opnås et udsyn på 360°, og medarbejderne kan fokusere på andre sider af arbejdet.
  • 460 P-Tier selvkørende dumpere (ADT) til brug i stenbrud: Stenbrud leverer de grundlæggende materialer, der er helt afgørende, når der skal anlægges veje, huse og infrastruktur, og det er en kompleks proces at udgrave, behandle og transportere materialerne. Med dette andengenerations udstyr kan den leddelte dumper klare det gentagne arbejde med at transportere materialer rundt i stenbruddet i forbindelse med de forskellige trin af arbejdsprocessen.

Nye maskiner er fra fabrikken udstyret med de selvkørende løsninger fra John Deere, som også kan fås til eftermontering på visse eksisterende maskiner. Kunderne får dermed flere muligheder for at tage teknologien til sig, alt efter hvor de er i deres egen teknologiske udvikling.

De selvkørende maskiner styres via John Deere Operations Center Mobile, virksomhedens cloudbaserede platform. Når først maskinen er placeret det rigtige sted, startes den ved at swipe fra venstre til højre. Via appen har brugerne også adgang til live video, billeder, data og opmålinger samt mulighed for at justere forskellige faktorer som hastighed. Skulle der opstå uregelmæssigheder i forhold til kvaliteten af en opgave eller maskinens tilstand, underrettes brugerne via fjernadgang, så de kan foretage de nødvendige justeringer.

Om Deere & Company

Deere & Company (www.JohnDeere.com) er førende på verdensplan inden for levering af udstyr til landbrug, plænearbejde, byggeri og skovbrug. Vi hjælper vores kunder med at udvide grænserne for, hvad der er muligt, på måder, der er mere produktive og bæredygtige, så udviklingen kan tage noge store skridt fremad. Vores teknologiaktiverede produkter, herunder den selvkørende John Deere 8R-traktor, See & Spray™ og E-Power-rendegraveren, er blot en del af vores indsats for at imødekomme verdens stigende behov for mad, boliger og infrastruktur. Deere & Company leverer også finansielle tjenester gennem John Deere Financial.